Menu

FC Horsens piger hædret med årets idrætspris

image
Torsten Cargnelli
05. februar 2017 kl. 11:21
Horsens Kommune hyldede årets mestre

Forleden modtog 6 FC Horsens piger samt trænere årets idrætspris ved Horsens Kommunes flotte arrangement for vindere af mesterskaber i 2016. FC Horsens pigerne fik tildelt hæderen som jyske mestre i U13 Piger A-rækken (øverste niveau).

JM-titlen kom i hus allerede i marts måned, da de 7 spillere: Alberte Feldt Naldal, Anna Burgdorf Madsen, Caroline Jensen, Maja Nielsen, Mathilde Jørgensen, Melanie Vind Pedersen og Sofie Lykke Larsen over en hel weekend dystede om titlen med de bedste hold i Jylland. FC Horsens var kvalificeret med 12 sejre i 12 kampe og først et godt stykke inde i selve mesterskabsstævnet løb holdet ind i problemer og et nederlag. Pigerne fik dog vendt bøtten med en sejr på 5-4 i semifinalen og i en hæsblæsende finale, der bølgede frem og tilbage trak pigerne det længste strå med en ny 5-4 sejr.

 FC Horsens er jyske mestre i indefodbold - artikel i Østbirk Avis / Østjysk Avis marts 2016.

Ved arrangementet på rådhuset var foyeren fyldt til randen med unge idrætsudøvere i klubdragter og med medaljer om halsen samt trænere, ledere og forældre. Borgmester Peter Sørensen og kulturudvalgsformand Martin Ravn bød velkommen og holdt inspirerende taler om talent og drømme og om at opnå sine mål, ligesom at glæden ved at dyrke sport og det sociale miljø blev berørt. FC Horsens pigerne gik som eneste fodboldhold på aftenen på scenen og modtog idrætsprisen tegnet af Louise Lynge Thorup fra Visuelt Gymnasium Horsens.

Efterfølgende var der sportsboller og sodavand i rådhusets kantine. Borgmester Peter Sørensen, der selv er gammel fodboldmålmand i Egebjerg IF skulle naturligvis have et par ord med vinderne, og borgmesteren kunne ikke dy sig for efterfølgende at slå et billede fællesbillede med de seje fodboldpiger op på sin Facebook-profil.

Hædret som Jyllands bedste artikel i Østbirk Avis / Østjysk Avis jan. 2017.

Borgmester Peter Sørensen og JM vinderne fra FC Horsens

Luk