Menu

Pigefodboldspillere indtager Horsens

image
17. marts 2017 kl. 09:49
Masser af fodbold for øjet når FC Horsens er arrangør af Hummel Cup i weekenden

Forberedelserne til den forestående fodboldturnering er i fuld gang, og FC Horsens afvikler endnu engang det populære træningsstævne Hummel Cup som optakt til turneringsstarten. De ældste pigefodboldspillere i årgangene U14 til U18 spiller i weekenden 17. til 19. marts, mens træningsturneringen Hummel Cup 2017 for U11 til U13 afvikles fra den 7. til 9. april.

Anlægget på Bankager og de omkringliggende kunstgræsbaner kommer til at summe af højt humør og pigefodbold i jævnbyrdige kampe, når det tætpakkede program afvikles henover fredag aften, hele lørdagen og søndag formiddag. Dalum IF, Fortuna Hjørring, Skovbakken Kvindefodbold, ASA Aarhus, Sønderborg Fremad, Aabybro IF, Brabrand IF, Egebjerg IF, Fredercia KFUM og Billund IF er blandt de klubber som gæster Horsens i weekenden, hvor Bankagerskolen omdannes til fodboldlejr for pigerne imellem kampene. FC Horsens’ store frivillige team af hjælpere sørger for forplejningen af gæsterne i det store setup, som værterne har stor rutine i afholdelsen af med stor succes, hvilket de tilbagevendende deltagerhold er det allerbedste bevis for.

Mange af fodboldklubberne stiller ligesom værterne fra FC Horsens med flere hold, og i træningslejrens fodboldkampe tages der udgangspunkt i bl.a. DBU’s turneringsresultater, så matchningen i kampene giver nogle jævnbyrdige forberedelser.

Udover at der naturligvis spilles masser af fodbold på FC Horsens’ base på Bankager i weekenden, kan der ses på fodbold på kunstgræsbanerne på Forum Horsens, på kunstgræsbanen i Torsted og fredag aften også i Stensballe.

De første fodboldkampe fløjtes op fredag kl. 18.30, der spilles hele lørdagen og de sidste kampe sættes igang søndag kl. 11.00.

Du kan følge med på Facebooksiden for Hummmel Cup her: https://www.facebook.com/hummelcup/?fref=ts

Luk