Menu

U16-drengene sikrer sig i suveræn stil oprykning

image
23. september 2015 kl. 10:26

U16-drengene op blandt de bedste

 

FC Horsens U16 Drenge i Vest 2 hentede søndag sin syvende sejr i lige så mange kampe og har dermed inden de tre sidste spillerunder sikret sig oprykning til den bedste jyske række i foråret 2016. I Vest 1, som rækken hedder i efteråret, er der kun 16 jyske og fynske klubber med, så FC's U16 Drenge kommer næste forår til at spille mod ligaklubber som AaB, Randers Freja, Viborg, AGF, Esbjerg FB og Vejle Boldklub.

Da holdet var i U14 drenge i efteråret 2013 blev det til en tredjeplads i A-rækken, så holdet deltog igen i U14 A i foråret 2014, hvor det blev til en førsteplads efter ni sejre i 10 kampe og dermed oprykning til mesterrække 2. Drengene havde fået smag på at vinde, så i efteråret, hvor de var blevet til U15 drenge vandt de mesterrække 2 med ligeledes ni sejre i 10 kampe. Foråret 2015, hvor holdet så skulle spille i næsthøjeste niveau blev derfor imødeset med spænding. Og her var modstanden hård. Det blev til fire sejre i 10 kampe og dermed en fjerdeplads - men det var rigeligt til at sikre pladsen på næsthøjeste niveau her i efteråret som U16 Drenge, hvor rækken har ændret navn til Vest 2. Her er det så blevet til syv sejre og 21 point. De nærmeste konkurrenter har 10 point.

Kigger man på, hvem det var FC drengene ikke kunne hamle op med i foråret, var det Vejle Boldklub, der nu fører den ene af de to Vest 1 kredse, Lyseng/AGF, der er nummer to i samme kreds og FC Århus, der fører en anden af Vest 2-kredsene, men ikke er helt så suveræn som Horsens-drengene og endnu ikke har sikret sig oprykning til Vest 1 i foråret.

FC Horsens er den eneste lokale klub, der deltager med hold i U16 Drenge-turneringen, hvor det for mange er svært at stille hold, fordi det er efterskoleårgangen. HFS bruger sine U16 spillere på U17-årgangen.

Det er Rene Sommer og Rene Cramer, der er mændene bag succesen. De har nogle gange undervejs måttet knibe sig selv i armen og spørge som Jeppe i baronens sang: "Drømmer jeg eller er jeg vågen". Men fakta er, at deres hold i foråret skal spille med om at kvalificere sig til U17-divisionen, hvor HFS i kraft af AC-licensen deltager uden at skulle kvalificere sig til det.

 

 

I kan se en super god video af drengene lige her

 

 

Luk