Menu

Ny ambitiøs U16 træner

image
28. juni 2023 kl. 08:01

Vi er glade for at kunne præsentere endnu en ung og ambitiøs træner i FC Horsens.

Patrick Knudsen kommer til fra Hørning IF, hvor han tidligere både har trænet drenge og piger.

Med nogle gode referencer i bagagen, får han fra sommerskiftet ansvaret for vores u16 hold. 

Drengene har i de sidste mange år været ledet af Michael ”Bette” Jensen, som vi samtidig rigtig gerne vil takke for hans brug af utrolig mange timer for og med drengene. Tak.

Patrick udtaler: 

"Jeg er flyttet til byen fra Hørning og fandt interesse for FC Horsens. Jeg kunne se, at det var en klub, hvor der er plads til alle, og der er hold på alle årgange. Så der er liv og glade dage på anlægget, samt et fundament for at udvikle. Jeg har selv spillet fodbold og håndbold i mange år, så jeg kender til motivation og fællesskabsfølelse, som skal drive værket. Jeg glæder mig til at dele ud af det jeg nu engang kan, men også at lære af og med drengene, samt det øvrige  trænerteam (Daniel, Jan og Brian)".

Fodboldansvarlig i HU, Kim Øyan, er meget tilfreds med den indgåede aftale:

"Patrick har nogle super gode værdier, og man kan tydeligt mærke, at han vil det. Han starter bl.a. op på B-licens i uge 30 – som han faktisk selv har lagt ud for inden han kom til os. Det vidner om lyst og drive.

Det er en klasse gruppe af spillere, både på og udenfor banen, som han kommer til at arbejde med. Sammen med Daniel Pertou og de to dygtige assistenter Jan og Brian, er den kommende U16/U17 godt rustet til den nye sæson. Vi ved, at der er stor forældreopbakning på årgangen, hvilket skaber en god ro for Patrick som ny i klubben og byen", slutter Kim Øyan.

Tag godt imod Patrick efter sommerferien.

Luk