Mindeord for Stine Bruus Sørensen
Mindeord for Stine Bruus Sørensen
Det er med utrolig stor sorg, at vi må sige farvel til en af FC Horsens' dedikerede frivillige, Stine Bruus Sørensen, som sov stille ind torsdag den 20. juni 2024 efter et længere kræftforløb.
For FC Horsens bestyrelse og ikke mindst mig som formand var Stine et sandt klub-menneske, der altid stræbte efter det bedste for både klubben og dens medlemmer.
Vi lærte for alvor Stine at kende, da hun trådte ind i bestyrelsen i 2021. Her har hun varetaget mange forskellige opgaver og roller med stor entusiasme og professionalisme. Blandt hendes mange bidrag kan nævnes hendes arbejde med at sikre klubbens overholdelse af GDPR, udarbejdelse af funktionsbeskrivelser for særlige roller i klubben, pigelicensansøgning og facilitering af strategidage. En særlig rolle, som Stine varetog med stor dygtighed, var posten som klubbens kasserer. Hendes strukturerede tilgang sikrede, at bestyrelsen altid havde indblik i økonomien og fik månedlig opfølgning via faste budgetmøder.
Udover sit store engagement i bestyrelsesarbejdet, var Stine altid hjælpsom på sin søns fodboldhold. Hun bagte kager, hjalp til hvor der var behov, deltog i overnatningsture og meget mere.
For holdet, for klubben og for mig har FC Horsens’ værdier - Sammenhold, Glæde og Udvikling - altid været til stede i Stines frivillige arbejde, uanset om det var på banen eller udenfor.
Stine var en person, der formåede at kombinere sin faglige dygtighed med en dyb menneskelig varme. Hun havde en unik evne til at se løsninger på udfordringer fra forskellige perspektiver og træffe velovervejede beslutninger, altid med respekt for andres synspunkter. Hendes indsigt og viden var uvurderlig, men det var hendes menneskelighed og engagement, der gjorde den største forskel. Stine var altid parat til at lytte, støtte og tage del i fællesskabet. Hendes imødekommenhed og dedikation til klubben gjorde hende til en uundværlig del af FC Horsens-familien.
Stine vil blive savnet dybt i FC Horsens.
Vores tanker går til Stines mand, Bjarke, hendes datter Karla og hendes søn Malthe.
Ære være Stines minde.
På vegne af FC Horsens bestyrelse
Christina Egelund Antonsen
Formand for FC Horsens