Menu

Fodbold for hjertet - det er aldrig for sent at starte

image - Det er aldrig for sent at starte! Foto: Anders Kjærbye
07. april 2024 kl. 11:14

Bliv en del af ‘Fodbold for Hjertet’-holdet i FC Horsens

Kom med på holdet, der træner hver mandag kl.16.30-17.30 og afrunder hver træning med hygge og en kop kaffe i klubhuset.

'Fodbold for Hjertet’, et tilbud om motionsfodbold for personer, der ønsker at ”bevæge sig for livet” og passe på sit hjerte og kredsløb. Der er plads til alle, både den aldrende Messi og den absolutte nybegynder på grønsværen eller kunstgræsset.

Holdet er for alle, uanset forudsætninger, og træneren har forudsætninger for at tage hensyn til alle. Det handler ikke om at være den stor boldkunstner, men om at hygge sig og have det sjovt sammen med gode holdkammerater.

Bevægelse er godt for både krop og sind – og motionsfodbold er et rigtig godt bud, når du skal i gang eller videre med motion, uden at det bliver hårdt og kedeligt. Motionsfodbold er god og varieret træning, som styrker både krop, kondi og knogler. Men du vil sikkert opleve, at det bedste er sammenholdet og det gode fællesskab på holdet.

- Vi har startet 'Fodbold for Hjertet’-holdet, fordi vi gerne vil give et godt og sundt motionstilbud til personer, som måske ikke dyrker så meget sport i forvejen. I FC Horsens får alle chancen for have det sjovt på lige fod med holdkammeraterne, samtidig med at vi får sved på panden, siger Jens Kraul, der er tovholder og som ønsker at gøre en forskel for ligesindede.

Tag fat i Jens Kraul - eller du kan læse mere om projektet på klubbens hjemmeside her eller på DBUs hjemmeside: www.dbu.dk/fodboldforhjertet

Faktaboks:  'Fodbold for Hjertet’ i FC Horsens:

  • Hvor: FC Horsens, Ternevej 83, 8700 Horsens
  • Hvornår: Mandage kl. 16.30-17.30
  • Opstart: Holdet er i gang
  • Pris: 60 kr. pr. måned – der er mulighed for gratis prøvegange

Faktaboks: Hjerte-kar-sygdomme og forebyggelse
En halv million danskere kæmper med eksempelvis forhøjet blodtryk, blodpropper eller hjerteproblemer. Dertil kommer den store gruppe af mennesker, som har øget risiko for at få hjerte-kar-sygdomme eller har andre former for livsstilssygdomme. For risikogrupper er det særligt vigtigt at motionere for at få et sundere og bedre liv, og fodbold kan blive vejen dertil.

Luk