Ny børneudviklingstræner i FC Horsens Pigeungdom
Det nye år starter positivt i FC Horsens Pigeungdom med tilgangen af en ny børneudviklingstræner.
Det er med stor glæde, at vi kan byde Martin Wilken Henriksen velkommen i rollen som børneudviklingstræner – og som "trænernes træner" – på pigesiden.
Martins primære opgave bliver at styrke og udvikle træningen på børneårgangene U6–U12 i tæt samarbejde med klubbens mange frivillige trænere og ungtrænere. Målet er at skabe endnu bedre rammer for dygtigere, gladere og sundere børn samt et trygt og udviklende fodboldmiljø.
I Pigeudvalget har vi søgt vidt og bredt efter den rette profil, og vi er meget tilfredse med nu at have fundet den helt rigtige person. Martin er struktureret, engageret og arbejder altid helhjertet med sine opgaver. Han har et stærkt mindset i forhold til børneudvikling og er dygtig til at skabe trygge rammer for både spillere og trænere.
Martin kender klubben indgående og har erfaring fra alle niveauer – både som leder og som træner for børn, unge og senest senior. Han er en ægte klubmand med en bred og alsidig baggrund. Derudover har Martin i en årrække stået i spidsen for sommerens DBU Fodboldskole, en rolle han igen varetager til sommer, udtaler Torsten Cargnelli fra Pigeudvalget.
Om aftalen siger Martin Wilken Henriksen: - Jeg glæder mig meget til at blive en del af arbejdet omkring børneårgangene i FC Horsens Pigeungdom og til samarbejdet med trænere og ledere. Rollen som børneudviklingstræner er ny for mig, men jeg ser det som en spændende mulighed for at bringe min erfaring i spil og bidrage positivt til et trygt, udviklende og inspirerende fodboldmiljø for både børn og trænere.
Vi glæder os meget til samarbejdet og byder endnu engang Martin varmt velkommen i FC Horsens Pigeungdom.
