Menu

U13 Drenge opdatering

image U13 Drenge opdatering
12. oktober 2020 kl. 13:39

U13 drenge - status midt i efteråret

FC Horsens U13 drenge befinder sig lige nu i et helt særligt efterår. Udover at COVID-19 stadig er derude, så har holdet også afgivet 5 spillere til AC Horsens. Der er heldigvis også kommet flere nye til, så truppen er på i alt 36 drenge. Udover at skulle vænne sig til at spille fodbold i en Corona-tid og med nye holdkammerater, så er drengene også ved at gøre sig klar til en stor ændring på banen, da den står på 11-mands fodbold efter nytår.

Lige nu deltager U13-drengene med 3 hold i DBU Jyllands 8-mands turnering:

U13 drenge C: Er placeret som nr. 5 ud af 10 hold. De første 7 kampe er endt med 3 sejre, 3 nederlag og 1 kamp er endt uafgjort. Der er spillet mange jævnbyrdige kampe, og målscoren siger 24-24.

U13 liga 4: Er placeret som en suveræn nummer 1 i puljen, og er efter 8 kampe fortsat ubesejrede. 7 sejre og 1 uafgjort er det blevet til og +27 i målscore.

U13 liga 1B: Før ombrydningen vandt drengene puljen efter 3 sejre ud af 3 mulige. Efter ombrydningen er de to første kampe tabt til dygtige fynske modstandere.

Udover 8-mands turneringskampene har årgangen spillet to 11-mands træningskampe. Det har været en stor omvæltning, men drengene har klaret det flot. I tirsdags blev det til 4-4 i en kamp mod Vejle Boldklubs ligareserver. Træner Mikkel Graunkær udtalte efter kampen: "Det var fedt at se drengene matche et så godt hold som Vejles ligareserver, og jeg synes faktisk vi var det bedste hold på banen. Vi står godt, og vi får lavet 4 flotte mål. Jeg var særligt glad for at se, at noget af det vi arbejder med på træningsbanen, bliver taget med ind i kampen, på en for drengene uvant stor bane. Vejle fanger bolden højt på vores banehalvdel tre gange, hvor vi ikke har nok koncentration i afleveringerne, og det bliver straffet på de store mål, men jeg er meget fortrøstningsfuld. Det er en rigtig god årgang, som jeg er meget glad for at arbejde med".

Luk